Det sætter en masse ting igang inde i en, når man siger farvel til en man har nært.
Han var 72 år gammel og havde tidligere på året fejret guldbryllupmed hans kone. Hvor må det være underligt for hende, nu at fortsætte livet uden ham, som hun har fulgtes med de sidste 50 år! Hvordan gør man det? Da vi efter begavelsen sad og snakkede med hende sagde hun flere gange at det var så underligt at se på kisten i kapellet og vide at der lå han, og hvor kan jeg da forstå hende...
Samtidig var i dag årsdagen for min mors død, hun døde i 1996, og jeg kan huske at jeg dengang tænkte at jeg aldrig ville komme over det. Nu er det 16 år siden og meget er sket siden hen.
Men der går ikke dage imellem jeg tænker på hende og på hvordan mon det hele havde været hvis hun stadig var her...
Håber i kan klare lidt af det dystre imellem loppefund og retro stof...
Det er altid hård at sige farvel, og hvis man ikke må skrive om det herinde hvor eller skulle man gøre det.... døden er helt naturlig del af vores liv man bliver bare så frygligt ked af det når det er en af vores kære.
SvarSlet1000 tak for dit svar, og ja du har så ret. Tit gør det også bare så godt at få det ud af kroppen
Slet